HOBRO: Operationen har et skær af spionfilm over sig. Apoteker Lars Walmar fra Hadsund Apotek brugte flere kneb for at skjule sit togt efter nyt marked, da han fredag åbnede et nyt apotek på Thurøvej 9 i Hobro.
Ikke fordi det skulle være en hemmelighed for kunderne.
- Det handlede om at hemmeligholde planen, så jeg kunne nå at åbne, før kommunen greb ind, erkender Lars Walmar åbent.
Han har nemlig allerede en gang slået sig på en kommunalpolitisk tackling, da han i september var på vej til at åbne nyt apotek i et ombygget lokale i en tidligere Jem & Fix-butik på Søndre Ringvej 12, blot 150 meter fra Thurøvej 9.
Lars Walmar havde fået specialbygget inventar, og håndværkerne manglede kun at male, da et flertal i Mariagerfjord Kommunes tekniske udvalg afviste at give byggetilladelse. Også selv om ombygning og butik følger lokalplanens regler.
Man henviste til, at et apotek er en detailbutik, som bør ligge i midtbyen, og man henviste til flere strategier og planer, som Mariagerfjord Kommune arbejder med for at styrke handelslivet i Hobros midtby.
- Jeg har gjort meget for at skjule mine planer på Thurøvej 9. Det var først for tre uger siden, at min egen souschef fik besked. Vi har haft brunt papir for vinduerne. Jeg har gået med hættetrøje ved butikken, så jeg ikke blev genkendt, og jeg har lånt naboens bil, så man ikke skulle genkende min egen og få mistanke om mine planer, fortæller Lars Walmar.
Drive-in apotek
Apotekeren har fået meget mere plads, end han har brug for til afdelingen, der hedder Apoteket Fyrkat.
- Jeg har jo nærmest lejet en stor hal på 600-700 kvadratmeter, så butikken er midlertidigt indrettet på en del af arealet, resten er lager.
Men adressen er en permanent løsning, og han ser nye muligheder i forhold til plan A i den tidligere Jem & Fix-bygning.
- Nu kan jeg lave et drive-in apotek. Det vil i disse tider være optimalt, for så kan syge mennesker få udleveret medicin, uden at de skal ind i butikken.
- Vi er blevet tørret
Spørgsmålet er, om Lars Walmar nu trygt kan drive sit nye apotek, eller om Mariagerfjord Kommune har et modsvar.
- Vi har ikke modtaget en byggeansøgning på Thurøvej 9, og det er heller ikke sikkert, det er påkrævet. Hvis en byggetilladelse ikke er påkrævet, må vi konstatere, at tricket med hættetrøjen har virket, og vi er blevet tørret. Hvis nogen mod intentionerne for området sniger sig til at lave noget om, så kan vi vel kun trække på skuldrene og sige, at det godt nok var ærgerligt, lyder det fra Torben Ladefoged, direktør for teknik og miljø i Mariagerfjord Kommune.
Han tilføjer, at det er bygherrens ansvar at sikre de nødvendige tilladelser. Kravene om byggetilladelse er ganske restriktive, når det gælder erhverv.
- Skal man flytte en dør, en væg eller et toilet, kræver det en byggetilladelse, siger Torben Ladefoged.
Han lader også forstå, at skal der laves f.eks. ny facade eller overdækning til en drive-in-funktion, kræver det også en byggetilladelse.
- Og får vi en ansøgning om byggetilladelse til en butik, der ikke passer til de fremtidige formål for området, så er vi nødsaget til at nedlægge et forbud, siger kommunens tekniske direktør.
Med andre ord risikerer Lars Walmar at måtte lukke sit apotek, hvis han vil ændre ganske små byggetekniske forhold i sin butik.
Torben Ladefoged understeger, at kommunen ikke er særligt negativt stemt overfor et apotek i centerområdet ved Randersvej.
- Vi vil nedlægge et påbud for at forhindre alle former for detailhandel i området. Det gælder også, hvis en dagligvarebutik åbnede i ly af natten.
Retssag på vej
Lars Walmars kamp for et apotek i Hobro har i øvrigt fået en ny front. Han er nu i juridisk slagsmål med ejeren af bygningen, hvor han oprindeligt havde tænkt sig at åbne. Lejekontrakten måtte kort før åbning annulleres på grund af den manglende byggetilladelse.
- Det var udlejerens ansvar at sikre, at de nødvendige tilladelser var på plads. Jeg har investeret i en masse inventar specielt bygget til de lokaler. Derfor har jeg sendt en regning på to millioner kroner til udlejeren. Det vil han ikke betale, så den sag ender i retten, konstaterer Lars Walmar.
Grossister kæmper
Fjordbyen har siden 1803 kun haft ét apotek, Hobro Apotek i byens gågade.
Mariagerfjord Kommune har i flere år arbejdet med forskellige planer og strategier, der skal styrke handelslivet i Hobros midtby.
Blandt andet ønsker detailbutikker i centrum og ikke i centerområder uden for midtbyen.
Man er i gang med at lave en ny lokalplan for centerområdet ved Randersvej, som i dag huser blandt andet supermarkederne Meny og Netto, Jysk, Thansen, Sport24 og hvidevarebutikken Skousen.
Planen skal sikre, at området kun har forretninger med pladskrævende varegrupper eller med behov for særligt store butikslokaler. Mindre detailbutikker henvises til midtbyen.
Lars Walmar driver Hadsund Apotek, der også har filialer i Mariager og Terndrup samt håndkøbsudsalg i en række mindre byer i Mariager Fjord-området.
I de senere år er der åbnet mange nye apoteksfilialer i Danmark, og det er et udtryk for konkurrencen mellem de to store lægemiddelgrossister, amerikanskejede Tjellesen Max Jenne (TMJ) og det tyskejede Nomeco.
De kæmper indædt om markedet, og nu er kampen kommet til Hobro. Således får Hobro Apotek lægemidler fra TMJ, mens Lars Walmar og Hadsund Apotek er tilknyttet Nomeco.