VENDSYSSEL: Den kommune tandplejes arbejde er op ad bakke i mange kommuner på grund af coronanedlukningen i foråret.
Dengang lukkede tandplejen ned. Det betyder , at børn venter på tandpleje og bøjlebehandling i stor stil. I Hjørring Kommunale Tandpleje venter 3000 børn på at få en tid. Der er også efterslæb i Brønderslev og Frederikshavn Kommuner.
- Et enigt udvalg er parat til at finde ekstra penge, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke svare på, hvornår ventelisterne kommer ned, siger Per Møller (K), formand for Hjørring Byråds Sundhed-,ældre- og handicapudvalg.
Udvalget har diskuteret flere forslag. Hvis man midlertidigt aflyser undervisning i 4. og 6. klasse samt midlertidigt undlader at indkalde forældre til det forebyggende 15 måneders besøg hos tandplejen kan man reducere ventelisten med anslået 200-220.
- Vi kan måske undervise forældrene på anden vis. Vi kan måske på den måde springe eftersyn over, hvis vi kan få forældrene til at hjælpe os, siger Leif Serup, direktør i Sundheds-, ældre og handicapforvaltningen.
Man overvejer en henvendelse til private tandklinikker, men erkender, at det kan blive vanskeligt at skaffe flere tider ad den vej, da klinikkerne i forvejen har travlt og det er svært at skaffe tandlæger.
Turbolørdage kan måske hjælpe
- Vi overvejer at lægge nogle "turbolørdage" ind, hvis medarbejdere, der arbejder på deltid, vil være med. Det sidste vil vi spørge medarbejderne om hurtigst muligt. Vi ved, at medarbejderne er frustrerede over, at corona har skabt ventelister. Man skal ovenikøbet bruge cirka 10 minutter mere end normalt, fordi coronarestriktioner med rengøring, værnemidler og lignende gør, at man kan behandle færre end normalt på en arbejdsdag, siger Per Møller.
- Problematikken går direkte i hjertekulen på mig. Jeg har en dreng, som fik fjernet en bøjle i overmunden dagen før statsministeren lukkede ned i foråret og først kunne få fjernet bøjlen i undermunden i slutningen af juni, siger Per Møller.
- Jeg er meget stor tilhænger af forebyggende tandbehandling, så det er noget skidt, hvis børn med behov for bøjlebehandling kommer til at vente.
For tiden er 200 på venteliste til en bøjlebehandling - cirka 150 er med akut behov. For tiden påbegyndes der cirka 20-25 behandlinger hver måned i Hjørring Kommunale tandpleje.
Hjørring Kommunale Tandpleje er fordelt på Hirtshals, Hjørring og Sindal. Den har 53 ansatte, deraf 14 tandlæger. Et stort antal af de ansatte er deltidsansatte.
På nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, hvornår ventelisterne er væk i Hjørring Kommune.
Corona har også sendt Brønderslev bagud
Overtandlæge Jesper Hohwy leder tandplejen i Brønderslev Kommune, som består af 23 ansatte, heraf syv tandlæger, fordelt på to klinikker. Den ene har adresse på Hjallerup Skole, den anden på Hedegårdsskolen i Brønderslev.
Han oplyser, at tandplejen i Brønderslev Kommune er væsentlig bagud, men han har ikke et konkret tal for hvor meget.
- Vi kører næsten for fuld tryk igen. Men vi er bagud og regner med, at vi først er helt med igen med tandreguleringen til sommer. Med almindelig tandpleje og eftersyn bliver det nok i løbet af foråret, siger Jesper Hohwy.
- Vi var heldigvis godt med, da corona'en kom, så vores udgangspunkt har været godt.
- Vi prioriterer nu sådan, at dem med de sundeste tænder må vente lidt længere på et eftersyn, for at vi kan tage os af dem med, der har mere behov for behandling, siger Jesper Hohwy.
Frederikshavn sløjfer ikke undervisning
- Helt generelt for den Kommunale Tandpleje i Frederikshavn Kommune kan jeg fortælle, at vi er i fuld gang med at indhente det, der blev udskudt i foråret i forbindelse med coronasituationen , og at almindelig drift er opretholdt både i forhold til behandling og forebyggelse, siger Lone Hestvang, centerchef for Center for Familie.
- Den Kommunale Tandpleje har siden centralisering af skoletandplejeklinikkerne undervist i individuel børstetræning sammen med børn og forældre, hver gang de er til undersøgelse på klinikken. Den individuelle børstetræning på klinikken har siden nedlukningen i marts været udfordret på grund af de ekstra hygiejnerestriktioner, som corona har medført. Derfor omformes og tilpasses børstetræningen, så tilbuddet stadig kan effektueres og give mening for børn og forældre, men hvor de nye retningslinjer overholdes. Der er ikke afsat mindre tid til undervisning.